Nytårsferie?

Vi taler om nytårsferie i min familie. But where to go? 
Vi startede med at diskutere Thailand, derefter Miami – så blev vi realistiske, så nu er Spanien til overvejelse. Tanken om at smutte sydpå efter jul og fejre nytår dernede er meget tillokkende!

Pics from here, here & here

Tinas bogklub #1

Jeg pendler – meget… Jeg har perioder, hvor jeg hører mange lydbøger, andre perioder, hvor jeg hører podcast og andre igen, hvor det enten er musik eller radio. På det sidste har jeg haft en tendens til at høre det samme igen og igen, så jeg ikke skal tænke for meget. Men i dag hørte jeg Rane Willerslevs Tænk vildt – det er guddommeligt at fejle. Lad det være sagt med det samme – jeg er fan! 

Bogen er sprudlende skrevet og lige det spark, jeg havde brug for i dag. Det er så vigtigt at huske på, at det er okay at fejle og det at fejle rent faktisk er en forudsætning for læring. Og så befriende at læse, hvorfor mod, dumdristighed, det at fejle reflekteret og tage sig selv mindre seriøst, er til mere gavn end at agere “korrekt”. 

Jeg endte med at føle mig så inspireret, at jeg har købt billet til hans foredrag i Musikkens Hus i november – og så er jeg gået i træningslejer med Ranes Museum på DR.dk 🙂

Efterårsintentioner

For at være ærlig, føler jeg ikke, jeg har noget liv for tiden. Jeg pendler, arbejder, spiser og sover – that’s it! Det skal der ændres på – og første skridt må være, at finde ud af, hvad jeg gerne vil bruge efteråret på. Her er mine første idéer:

Udfordringerne

Deltage i Michelle Kristensens store efterårs MK Bootcamp (yes, jeg var en af de heldige, der nåede at få plads). Jeg har været på MK bootcamp en gang før, og glæder mig til det fokus det giver!

Til introaften omkring Manning Inspires Coachuddannelse. Jeg bliver ved med at komme tilbage til idéen om at blive coach. Så nu tager jeg første skridt – og så må vi se, hvad der sker derefter.

Film jeg gerne vil se

Jeg var ved at tjekke, hvilke film jeg har set i biografen det sidste år. Og TBH – jeg har set alle The Rock’s – but that’s it! Det skal der laves om på, så her er efterårs-bio-listen:

A Simple Favor: Jeg følger de to damer på Instagram – og er vild med dem!

A Star is Born: Jeg så Gaga: Five Feet Two for et par uger siden på Netflix, hvor hun nævner filmen, så den skal klart ses!

Bohemian Rhapsody: One name – Freddie…

Jakob og Peter Plys: Tænker at jeg skal invitere et par God Kids på date.

Journal 64: Har lige læst bogen, ved bare ikke om jeg har nerverne til at se filmen…

Te med damerne: Fire spændende damer, det kan næsten kun blive godt.

Udstillinger jeg gerne vil beundre

På Kunsten og se Kurt Trampedach – Møder i Mørket. Jeg har årskort til Kunsten – og har været så forudseende at give min far et gavekort til entré og brunch til tre i fødselsdagsgave. Så satser på mine forældre tager mig under armen til en omgang Trampedach og brunch.

På Arken og se van Gogh. Fordi – van Gogh…

Julemarkeder jeg gerne vil til

Tivoli er altid en vinder til jul og hvis jeg kan finde Gløgg++ vil min lykke være gjort! Og mon ikke jeg kan overtale Helena 🙂

Julemarked Kongens Nytorv er også altid hyggelig. Tænker at jeg kan smutte indenom en dag på vej hjem, drikke et glas gløgg, spise et par æbleskiver og beundre d’Angleterre’s juleudsmykning.

Egeskov Julemarked. Det er i slutnigen af november, så er ikke sikker på jeg kan nå det. Men er ret vild med Egeskov!

Børglum Kloster eller Voergaard Slot. CS og jeg har en juletradition om slotsjulemarkeder – så mon ikke vi nupper et igen i år. 

Aarhus julemarked i Ridehuset. Hello Aarhus-folk – skal vi afsted?

Ture jeg gerne vil på

Jeg smutter til Ystad Saltsjöbad i slutningen af november. Det er virkelig tiltrængt og jeg glæder mig umanerlig meget!

For et par uger siden gik det op for mig, at jeg kører tæt forbi Mønsted- og Daubjerg Kalkgruber flere gange om uge. Tænker Halloween i gruberne!

Jeg er i København to dage hver uge. Jeg vil gerne til at bruge byen noget mere igen, bare sådan generelt!

Min yndlingstysker skal forsvare sin PhD i starten af november i Stockholm. Jeg er i gang med at se på mulighederne for at komme derop. De ser desværre ikke så gode ud. Men jeg leder videre.

Overvejer lidt at tage til London på juleshopping. Fandt ud af i går, at man kan flyve fra Aalborg for 150 kr tur/retur. 

Hygge jeg gerne vil nå

Gløggparty på terassen med brunkager, ingefærkager og æbleskiver. Evt. med ild i havepejsen.

Kaffe på molen i solen. Var ude at gå tur i dag, hvor det slog mig, at jeg skal til at bruge området noget mere. Og hvad er bedre end at drikke kaffe i solen, med fødderne dinglende ude over kanten?

Nyde efterårsvejret – tænker gåture ved skov, strand og fjord. Med Bobse Lopse og noget varmt at drikke.

Sig til hvis I er friske på at være med 🙂

Beach House

Den sidste blogpost inden radiostilheden, blev en realitet. Jeg købte et sommerhus – eller jeg var så heldig at købe et hus, der både er sommer- og helårshus 🙂 

Det er en lidt længere historie, der startede med at Hipsteren og jeg hang ud en weekend, hvor vi hyggede, drak kaffe og var på genbrugsjagt. På vej på landet kørte vi forbi Nibe og blev enige om at gå en tur på havnen. Jeg nævnte, at jeg gerne vil tættere på dem, min familie (jeg boede i Struer på dette tidspunkt) og at jeg gerne ville bo ved vandet. Hipsteren kiggede på mig og sagde “Du kan da bare købe et af de her huse”. 

Jeg ved ikke hvorfor, men den idé havde aldrig strejfet mig… Som sagt, så gjort – og jeg begyndte at kigge på huse. Men det blev ikke rigtigt til mere – og jeg var usikker på, om jeg ville kunne affinde mig med at bo i Nibe.

Der gik lidt tid. Mellem jul og nytår var jeg hjemme hos mine forældre. Min mor og jeg sad i sofaen med hver vores iPad, da hun nævnte at der var et havnehus til leje. Jeg fik skrevet til udlejer og vi blev enige om, at jeg skulle ringe efter nytår, så jeg kunne komme ned at se huset. 

Idéen om at flytte fra Struer var så befriende, at jeg opsagde mit hus og var klar til at leve som hjemløs, hvis det skulle være. Vi fik aftalt en fremvisning og jeg tog mine forældre under armen for at besigtige matriklen. Jeg var solgt og vi aftalte, at jeg skulle leje huset fire måneder hen over sommeren. 

Men skæbnen ville noget andet. Jeg blev ringet op en måned senere – huset var ved at blive solgt. Jeg var ærgerlig, men det var en præmis, jeg vidste der var, så c’est la vie – så skulle jeg ikke bo der, men måtte på jagt igen. Jeg var dog kæk nok til at spørge, hvad køberen ville give for det. Det fik jeg at vide, samt kommentaren “Du skulle tage at købe det i stedet”. Igen var jeg kæk og svarede tilbage “100K under og du har en anden køber”. En uge gik og en torsdag morgen klokken halv ti blev jeg ringet op. Da jeg tog telefonen, var jeg sikker på at det var med beskeden om, at nu var huset solgt. Men det var det ikke. Det var udlejeren, der var blevet så irriteret på den anden køber, at han ville høre, om jeg havde ment det alvorligt, med min besked. Jeg var helt perpleks og svarede “øhhhh, ja… måske… giv mig to timer til at finde ud af det og til at tale med banken…”. Og efter en masse beskeder og opkald, skrev jeg under på købsaftalen og klokken fem om eftermiddagen havde jeg købt mit hus.

Alt faldt på plads og på min fødselsdag, blev Beach House officielt mit og det har det været præcis syv måneder i dag! 😀

Jeg takker skæbnen hver dag for, at den spændte ben for mine oprindelige planer med bare at leje og at det er her jeg bor nu. Hver gang jeg har været i Struer eller København på arbejde og jeg kører ind på gruspladsen foran for at parkere, kniber jeg mig selv i armen over, at det er mit og det er her jeg bor 😀

Home 💕

Den berømte streg i sandet

Det sidste stykke tid har jeg virkelig savnet at blogge. Jeg har kigget på mine gamle blogs, jeg har tænkt “wow, har jeg oplevet det?”, “gud ja, sådan var mit liv en gang”, osv., osv.

Jeg savner at have et sted, der er mit – et sted, hvor jeg ikke skal være perfekt, hvor det er okay med stavefejl, platte idéer, usikkerhed, åndsvage selfies – og alt det der er mig. So here goes 🙂